Hvad er en kulturperle?

 

 

 

En kulturperle er et produkt af fælles interesser mellem mennesket, muslingen og naturen. Mennesket vil gerne have perler, som muslinger producerer. Muslingen vil gerne have et fredeligt muslingeliv. Og naturen... Naturen vil egentlig ikke noget særligt, men naturen foretrækker balancen:

Om muslingen overlever og trives i vandet, og om den formår at danne en kulturperle, er afhængig af havmiljøet. Er der forurening, økologisk ubalance, for lidt næring, for meget næring, for mange rovdyr, giftige alger m.m., forringes chancen for udvikling af kulturperler og især kulturperler af fremragende kvalitet. At vedligeholde biologisk diversitet og rent vand er således af afgørende betydning for kulturperleproduktionen.

 

Hvad er forskellen på natur- og kulturperler?

 

 

Naturperler opstår spontant. Kulturperler opstår i en menneskestimuleret proces  Selve processen er grundlæggende den samme:

Et fremmedlegeme (en kerne eller væv, hvis det er en kulturperle) trænger ind i muslingen og irriterer den. For at komme af med irritationen isolerer muslingen den i et lag af perlemor. I naturperlen kan man ikke se et fremmedlegeme, men det kan man godt i en kulturperle.

 

Hvordan dyrker man kulturperler?  

 

 

Først samler man spat (muslingelarver) og venter derefter på, at muslingerne er modne nok til at bære en perle i sig. 

 

Når muslingen er ca. 3 år gammel, tages den op og isættes et stykke kerne og/eller væv. Denne procedure kræver kirurgisk præcision.

 

 

 

Efter isættelsen af fremmedlegeme (kerne eller/og væv, hvis det er en ferskvandsmusling), sættes muslingen tilbage i havet eller dammen på tove eller i net, hvor den får lov til at tilbringe mange år endnu.

 

Mens muslingerne hænger i nettet, sætter alger og anemoner sig på dem. 

 

 

... Derfor skal muslingerne renses hver 2.-3 måned. 

 

 

 

5-6 år efter muslingen gjorde sin debut som larve på farmen, er perlen klar til at blive høstet. 

   

 

 

Hvor længe har man været i stand til at opdyrke kulturperler kommercielt?

 

Allerede i det 5. århundrede gennemskuede kineserne, at det formentlig var et fremmedelegeme af en art, der forårsagede perledannelsen. De forsøgte at give naturen en hånd og indsatte små genstande i muslingen i håb om, at muslingen vil dække genstandene med et perlemorslag. I dag finder arkæologerne disse første forsøg, nemlig perlemordækkede Buddha-figurer, i udgravninger i Kina. 

 

 

Den første europæiske kulturperle blev skabt af Carl von Linné i 1761. Hans første runde kulturperler findes i dag i Linnean Society i London. Von Linnés metode inspirerede samtiden, og i 1890 producerer englænderen William Saville-Kent kulturhalvperler og runde South Sea kulturperler på sin farm ved Thursday Island. 

 

Den, der dog oftest tager kredit for at være kulturperlernes fader, er japaneren Kokichi Mikimoto. Metoden, som Mikimoto anvendte i sin perledyrkning, er udviklet af tømreren Tatsuhei Mise og marinbiologen dr. Tokichi Nishikawa (gift med Mikimotos ældste datter). Begge har på et tidspunkt arbejdet under William Saville-Kent. 

 

I 1921, hvor Mikimoto præsenterede sine resultater i Paris og London, havde perlemarkedet nået hysteriske højder. Grunden til dette var overfiskning og forurening af havmiljøet, som fik perlemuslingebestande og dermed den naturlige forekomst af perler til at styrtdykke. Mikimotos opfindelse af kultiveret perledyrkning sprang som en bombe på det europæiske perlemarked. Kulturperlerne rummede uanede muligheder, da de allerede på dette tidlige tidspunkt var flottere, større og billigere end naturperlerne, og de kunne forvandle perler fra et deficit produkt for få til et luksusprodukt for mange. Som resultat faldt naturperlernes priser med 85% på en enkelt dag.

 

 

Hvilken slags kulturperler dyrkes der i dag? 

 

I dag dyrkes kulturperlerne mange steder i verden og i mange muslingearter, men stadig på grundlag af Mise-Nishikawa metoden. Nogle af de mest udbredte er:

• Pinctada fucata martensii (Akoya) – dyrkes primært i Japan, men også i Australien, Californien og Kina. Kan producere perler på op til 10 mm i diameter og er specielt brugt til produktion af sfæriske perler. 
• Pinctada maxima (hvid-, guld-, eller sølvlæbe) (South Sea) – dyrkes i Australien, Indonesien, Mergui øgruppen i Myanmar og Filippinerne. Kulturperlerne kan være op til 16-18 mm i diameter.
• Pinctada margaritifera (cumingii) (sortlæbe) (Tahiti) – dyrkes primært i Tahitis vande, 10-18 mm i diameter.
• Hyriopsis cumingii (Ferskvandskulturperle) – Kina er den største og vigtigste producent. Sfæriske ferskvandskulturperler kan nå op til 15 mm i diameter. 

 

Der findes dog også en mindre produktion af mere sjældne kulturperlearter forskellige steder i verden. En af de mest nævneværdige er de såkaldte Cortez kulturperler fra muslingen Pteria sterna – en regnbuens perle fra Den Mexicanske Golf. Produktionen er meget lille, ca. 4000 perler hvert år, og en hel Cortez perlekæde er en sjældenhed. 

 

God fornøjelse med dine kulturperler!